Nu nærmer slutningen på sommeren sig, og tilværelsens barske realiteter har for længst meldt sig på banen igen. Sommerferien er slut, og det er tid til igen at lægge sig i selen for at få løst de opgaver, som i en lind strøm havner på arbejdsbordet.

Heldigvis sidder du foran den nyeste udgave af Helhedsplanens ugebrev. Så tag en stund til at læse om aktiviteterne i Helhedsplanen. De mange gode aktiviteter vil med garanti få dig i bedre humør.

Velkommen tilbage på arbejde og rigtig god læselyst.

---

Følg os på Instagram, Twitter og Facebook - så er du opdateret på alle sommerens aktiviteter! Brug ikonerne herunder.

---

Karlemoseparken

Torsdag dannede Karlemoseparken rammen om et møde, hvor de sidste detaljer kom på plads i forhold til et rigtig spændende forløb for boligområdets unge. Forløbet har arbejdstitlen "Lyt og Byg".
I løbet af 8 uger fra slutningen af august skal en lydkunstner og en musiketnolog indføre børn og unge i oplevelser med lyd, musik, materialer og lokaliteter. Børnene får blandt andet øjnene op for fysikken, når de selv skal skabe instrumenter. Projektet har tråde ud til mange andre dagligdagssammenhænge, som f.eks. hvor man skaffer materialer, og hvordan man opfanger lyd. Projektet er et samarbejde mellem Boligsocialt Fællessekretariat og Billedskolen.

Mustapha Hamze tog som street-agent og medlem af Køge Bokse klub initiativ til at arrangere street-boksning i Karlemoseparken. Han fik hjælp af Omar og Fauz, som er også street-agenter, til at arrangere første arrangement for drenge i Karlemoseparken. Formålet var at introducere boksning som sport, hvor man respekterer sin modstander og at lære de grundlæggende boksetekniker. En af eventens vigtigste pointer var, at boksning er en sport med regler - ikke slagsmål. Drengene fik en god træning og en anderledes og hyggelig dag. Der var 20 veloplagte unge til eventen.

---

Ellemarken

Tirsdag morgen fortalte Pia McKee fra Helhedsplanen i Radio Køge om næste uges infoaften om flygtninge i Ellemarken. D. 20. august afholdes i samarbejde med Ellemarkens Bestyrelse, Røde Kors og Center for Dansk og Integration et arrangement, hvor borgere i Køge kan blive klogere på omstændighederne omkring indkvarteringen af grupper af nytilkomne flygtninge.
Hør klippet her

Alle er meget velkomne til info-aften i Ellehuset, Parkvej 128 kl. 18.30. Bestyrelsen i Ellemarken serverer kaffe og kage.

Aftenens program:

• 18.30-18.35: Velkomst v/ Helhedsplanen

• 18.35-18.50: At være flygtning i Køge v/ Center for Dansk og Integration (CDI)

• 18.50-19.00: Spørgsmål til CDI

• 19.00-19.30: Drømmen der brast. Eritrea v/ Dorte Broen

• 19.30-19.35: Spørgsmål til oplæg v/ Broen

• 19.35-20.05: Flygtning med kurs mod Danmark v/Anne Røde Kors

• 20.05-20.15: Røde Kors, Køge

• 20.15-20.30: Opsamling

I hele juli måned havde Ellemarkens unge den glæde at have kunstvognen i Ellemarken. Kunstvognen skabte Ellemarken wonderland, hvor alle interesserede kunne komme ned og være med til at bygge videre på en skulptur, som startede i Karlemosen. Skulpturen tog derefter til Køge Marina.

Til det månedlige kulturelle indslag i ”morgenmad og…” var der i torsdags besøg af naturvejlederen Jan, som havde medbragt to ugler. Jan fortalte en masse om ugler generelt, og også om de to slags, som han havde med. Uglen er et symbol på klogskab, så spørgsmålet om, om uglen så også er en klog fugl, blev også rejst. Og nej, det er den ikke. Dens hjerne er nemlig forholdsvis lille, på grund af, at øjnene fylder meget. De fremmødte beboere var meget interesserede, og der blev stillet en masse spørgsmål ind imellem. Til sidst fik vi alle lov til at holde den mindste af de to ugler, meget speciel og god oplevelse.

Den 3. august flyttede Pia ind i vores lejlighed, på hendes kontor. Pia er fra "Dig, Trivsel og Sundhed", og skal minimum være i Ellemarken i de næste 3 måneder. Velkommen til hende.

Helhedsplanen har også fået faste åbningstider i Ellemarken. Vi har åbnet 3 gange om ugen, på kontoret i nummer 117. Mandag kl 10.00-12.00, tirsdag kl 11.00-16-00, samt torsdag kl 11.00-16.00.

---

Tværgående

I denne uge blev der lagt sidste hånd på en turneringsplan, som er udarbejdet i fællesskab mellem 4 billardklubber i hvert af de boligområder, der arbejde med i Helhedsplanen. Udover at dyste i billard har de fire klubber et ønske om, at lære nye mennesker at kende og etablere rammer for en række hyggelige møder. Værtsskabet går skift, og der kan købes hjemmelavet mad samt drikke til en god pris. I forbindelse med turneringen får beboere mulighed for at gå i den lokale klub og prøve kræfter med baller og køer.

Tirsdag havde Fællessekretariatet besøg fra FritidsjobFormidlingen. FritidsjobFormidlingen har til huse på Vesterbro i København og er en af Danmarks første formidlere af lokale unge med mod på at få lommepenge på hånden og kendskab til arbejdsmarkedet. De har opbygget et netværk til lokale arbejdsgivere, der havde brug for nogen til at gå til hånde nogle timer om ugen. Nu udvider Fritidsjobformidlingen, den del af deres arbejde, der har gået ud på at imødekomme behovet hos også ældre unge med behov for mere ordinært arbejde og uddannelsesvejledning. Det var i den anledning, at de besøgte Fællessekretariatet. Her findes nemlig gode erfaringer i mentorprojektet Unge Mænd med Mål, der har den alderesgruppe, som FritidsjobFormidlingen i højere grad vil beskæftige sig med. Udover at udveksle erfaringer – også på Fritidsjob- og lommepengejobdelen, har de to organisationer nu aftalt tilbagevendende netværksmøder.

40 glade familier fra Helhedsplanen deltog på den årlige fælles familieferie. Turen gik til Gudhjem på Bornholm med over 200 glade feriegæster fra Køge. Der blev grillet, danset, sunget, svømmet, fisket og en masse andre aktiviteter som både beboerne og Helhedsplanen arrangerede. På hjemturen udtrykte de glade familier hvor meget de havde hygget sig og ønskede at ferien havde varet lidt længere. Læs mere her og her.