Posted by on 28. juni 2018

Søndervig ved Vesterhavet får besøg af 136 køgegensere den første uge i skolernes sommerferie. Gruppen er børnefamilier, der skal på familiehøjskole. I alt 34 børnefamilier får midler fra Arbejdsmarkedets Feriefond – via Foreningen Familieferie og Dansk Folkehjælp – som vil give disse familier mulighed for at rejse til og bo ved Vesterhavet.

Her er familielivet i centrum. Både samværet i den enkelte familie og familierne iblandt.
Højskolelivet bliver stadig mere populært blandt familier. Ugen ved Vesterhavet bliver imidlertid i den lettere ende, sådan, at der ikke er program fra morgen til aften. Opholdet er for familier, som ellers ikke ville have haft mulighed for at rejse væk fra hjemmet, så de skal også på egen hånd have mulighed for at udforske lokalområdet og være sammen i andre rammer. Det er forventningen, at nyt samvær og nye udfordringer kan tages med hjem til hverdagen.

Hovedaktiviteten i løbet af ugen er kunstworkshops med historiefortælling som omdrejningspunkt. En kunstner fra Køge Billedskole giver børn og voksne muligheder for at tilegne sig udtryksformer, der i denne sammenhæng skal formidle gode pointer fra eventyr eller begivenheder med betydning for familiens liv og slutteligt skal udgøre en udstilling hjemme i Køge.

I Danland Søndervig er der rig mulighed for at boltre sig i svømmehal, legeland, spille billard, mm. Og naturligvis dyppe sig i Vesterhavet. Vi skal have besøg af legeinstruktører, lege cykler og måske lave mindfulness og motion på stranden. Det bliver nok også til en fælles godnathistorie.

Frivillige og ansatte i tilknytning til Boligsocial Helhedsplan står for at afvikle familiehøjskolen og vi glæder os alle. Blandt deltagerne fra Ellemarken er der en gruppe, der inden opholdet i Søndervig har været samlet om temaer af relevans for børnefamilier. I efteråret starter et forløb for en gruppe af deltagerne fra Hastrupparken, som en gang om måneden samles for at gå i dialog om forskellige aspekter af børneopdragelse. Forløbet er et samarbejde med Hastrupskolen, Hastrupskolens SFO og dagtilbuddene Valhalla og Regnbuen. Et li.gnende forløb var i foråret en succes i Karlemoseparken og Søparken.

 

Comments

Be the first to comment.

Leave a Reply


You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

*


%d bloggers like this: