Uge 20 i Helhedsplanen har bl.a. budt på masser af udendørsaktiviteter for børn og unge, samt møde omkring planlægning og organisering af det kommende store street-soccer arrangement 'Gadebrag'.

 Husk at du kan følge Helhedsplanen på Facebook, Twitter og Instagram!

Ellemarken

I Ellemarken har Elleboks afholdt åbent hus, som Helhedsplanen støttede op om med frugt og vand. Ca. 70 bokseinteresserede var mødt op til arrangementet. 22 børn fra Elleboks lavede en flot opvisning for de besøgende. Elleboks kårede årets boksere både hos pigerne og drengene, samt årets medhjælper og årets forældre. En af de unge har udviklet sig så meget, at han har fået et halvt års gratis kontingent i Køge Bokseklub, stort tillykke med det.

I tirsdagscaféen blev der afholdt fællesspisning, hvor menuen bestod af kylling i karry og råkostsalat. Alle 12 deltagere hjalp til og bidrog til den gode stemning.

Vores nye medarbejder Camilla var på rundvisning i de andre boligområder, hvor hun mødte de andre medarbejdere i Helhedsplanen. Camilla syntes, det var rigtig inspirerende at se de andre områder, og få hilst på de forskellige mennesker.

Karlemoseparken

I mandagens pigeklub blev der hygget med Ungdommens Røde Kors, og der blev bl.a. bagt chokoladekage og spillet rundbold med 20 glade piger i alderen 10 – 13 år i det dejlige vejr. Ydermere holdte pigerne en workshop, hvor de kom med ideer til sommeraktiviteter.

Mandag var der også stor aktivitet på Karlemoseparkens multibane – da 20 - 30 fodboldglade børn og unge selv havde organiseret en street-soccer kamp.

'Gadebrag' der bliver afholdt den 30. maj, nærmer sig med hastige skridt. Derfor holdt Goran og formand for Broen Køge, Peter Poulsen, møde omkring planlægning og organisering af arrangementet på selve dagen. I modsætning til tidligere lignende arrangementer har street-agenterne i år fået en stor rolle, idet de skal indgå aktivt i at få de enkelte aktiviteter på dagen til at forløbe som planlagt.

På tværs af boligområderne

Ungerådet var onsdag med, da Lovparken for fjerde gang dannede rammen om 'Ølympics'. Initiativtagerne havde søgt, og blevet tildelt støtte af Ungerådet, der bl.a. bidrog med toiletterne og musikanlæg. Det er Køge kommune og Helhedsplanen, der er indgået et tæt samarbejde om at få etableret et ungeråd i Køge. Ungerådet var tilstede ved arrangementet i Lovparken for at blive synliggjort for en stor gruppe potentielle medlemmer. Læs mere her.